IMAS har vundet Greve Uddannelsespris 2021 ved Greve Business Awards. Begrundelsen er, at IMAS har uddannelse og kompetenceløft som strategiske fokuspunkter. Og så tager IMAS et stort ansvar i lokalområdet i forhold til at hjælpe lærlinge og elever.

Fredag den 23. september dannede Portalen i Greve ramme om Greve Business Awards 2021. IMAS deltog i festlighederne, da vi var nomineret i to kategorier: Greve Erhvervspris og Greve Uddannelsespris. Selvom vores navn ikke blev råbt op, da erhvervsprisen skulle uddeles, så forlod vi alligevel Portalen med et stort smil på læben. Vi vandt nemlig Greve Uddannelsespris 2021.

IMAS åbner døren for praktikanter og lærlinge

Det er Greve Kommune, der uddeler Greve Uddannelsespris i samarbejde med virksomheden LEMAN. HR-ansvarlig hos LEMAN, Andreas Thye, siger om valget af IMAS som vinder af prisen:

”Uddannelse af nye medarbejdere og efteruddannelse af nuværende medarbejdere er et strategisk fokuspunkt hos IMAS. De tager et stort ansvar i lokalområdet ved at samarbejde med kommunens uddannelsesinstitutioner, hvorfra de tager imod lærlinge og praktikanter. IMAS er en udviklingsorienteret virksomhed med succes, som i høj grad bidrager til positiv branding af Greve Kommune.”

Vi vil gøre det attraktivt at arbejde i maskinindustrien

IMAS’ direktør, Allan Rasmussen, gik på scenen for at modtage prisen, og han sagde efterfølgende:

”Vi ønsker at vise, at det er attraktivt at tage en erhvervsuddannelse. Fordi man bruger både hoved og hænder, der er gode jobmuligheder, og man kan videreuddanne sig og skræddersy sin karriere. Jeg er meget glad for prisen, for det er en anerkendelse af, at vi gør en forskel på det her område.”

Undersøgelser viser, at Danmark om få år kommer til at mangle faglært arbejdskraft. Det er ifølge Andreas Thye en stor udfordring for virksomhederne og for hele samfundet. Han håber, at uddannelsesprisen kan være med til at sætte yderligere fokus på problemet, og at de gode eksempler som IMAS kan være inspiration for andre virksomheder til at skrue op for uddannelsesindsatsen.