Fra den 19-20. september er direktør Allan Rasmussen og medarbejderne fra Ishøj Mekaniske afsted til Hannover for at finde inspiration på verdens førende messe for maskinfabrikker, nemlig EMO Hannover 2019.

Her fremviser producenterne alt det nyeste udstyr til produktion af emner. Teamet fra Ishøj Mekaniske samler inspiration og får ideer til det næste indkøb af maskiner til udvidelse af produktionen i Greve.

”Jeg har deltaget på messen flere gange for at holde mig opdateret om den nyeste teknologi i vores industri. Messen præsenterer os for nye maskiner til bearbejdning, fræsning og drejning af emner i metal og andre materialer,” fortæller Allan Rasmussen og tilføjer, at han ofte får sikkerhed for, hvilke maskiner der skal indkøbes til udvidelse af maskinfabrikken og Ishøj Mekaniskes forretning.

”På messen møder vi både maskinproducenter og kolleger fra bearbejdningsindustrien fra hele verden, så det er også en god mulighed for at blive inspireret. Ofte kan man også komme direkte i dialog med vigtige producenter og få lavet gode aftaler,” siger han.

Ishøj Mekaniskes medarbejdere i samlet flok
I år tager Allan Rasmussen ikke afsted til EMO Hannover alene. Maskinfabrikkens medarbejdere tager med i år, så de kan være fælles om at snuse til alt det nyeste inden for fræsere, drejere og CNC styret serieproduktion af emner i stål, messing, PVC mv.

”EMO Hannover er en fremragende messe, der giver adgang til alle de bedste maskiner, der findes på verdensmarkedet. Det er vigtigt for mig at uddanne mine medarbejdere, så de får indblik i, hvad der rører sig i vores industri. Jeg håber også, det er motiverende for dem at få lov at komme ud at snuse til nye maskiner, som vi måske skal have ind til produktionen,” lyder det fra Allan Rasmussen.

(På billedet ses Allan Rasmussen til EMO Hannover 2019 i selskab med Ishøj Mekaniskes medarbejdere).

EMO Hannover messen foregår fra den 16. – 21. september 2019. Messen omfatter 226 udstillere fra 44 forskellige lande og forventer 130 tusind besøgende.